Af adm. direktør Torsten Buhl, FødevareDanmark
Efter mange årtiers forkætrelse er meningen med EU’s landbrugspolitik måske begyndt at dæmre for nogle af dens rigtig mange kritikere. Det kan være, at den nu ligefrem kan få nogle tilhængere, efter at krigen i Ukraine har anskueliggjort for de fleste, at det ikke er nogen selvfølge, at Europas befolkninger har adgang til rigelige mængder af fødevarer.
Det var ellers netop den erfaring, som førte til, at man oprettede ”Fællesmarkedet” – eller EF – i 1960’erne, da Europa var kommet ovenpå igen efter anden verdenskrig. Under og efter denne var der knaphed på fødevarer som kød, smør og brød, og danskerne måtte opfindsomt ty til retter som måger i karry, grøftekantsfrikadeller og skvalderkålskarbonader for at stille sulten.
Og sådan var det også i resten af det daværende Vesteuropa, som satte sig for at undgå, at det kunne ske igen. Vesteuropa skulle være selvforsynende med fødevarer.
Så gik man i gang med at understøtte og udvikle landbrugsproduktionen i det daværende Fællesmarked, som Danmark blev en del af i 1973. Det virkede over al forventning, og i 1980’erne resulterede bestræbelserne i store ”overskudslagre” af bl.a. korn og smør.
Efter 30 år uden knaphed var man begyndt at betragte det som en selvfølge, at der var mad nok, og så gik man i gang med at skælde ud på det system, som var årsag til, at der var det.
Hvis vi følger de spor, der er lagt ud i både dansk og europæisk klimapolitik, vil det med høj grad af sandsynlighed gå fra slemt til værre. Så kan måger i karry, grøftekantsfrikadeller og skvalderkålskarbonader vende tilbage til middagsbordene
Og jo da, der var behov for justeringer, og så gennemførte man nogle store omlægninger af landbrugsstøtten i begyndelsen af 1990’erne og 00’erne, hvor man gav sig til at betale bønderne for at begrænse produktionen, og det har man fortsat med i en grad, der har resulteret i, at der nu i EU er en betydelig import af bl.a. hvede. Den har vi så købt i navnlig Rusland og Ukraine.
Sådan så verden ud i slutningen af februar, da Rusland invaderede Ukraine, hvilket ikke alene skabte en masse rædsler i de bombarderede byer, men også udsigt til knaphed på bl.a. hvede og dermed på kød, smør og brød hos os i Vesteuropa.
Vi kan med andre ord nu se frem til havne i den samme situation, som man var i under og efter anden verdenskrig, hvad fødevarer angår, fordi vi som følge af alle de velmente reformer af landbrugspolitikken ikke længere producerer korn nok til vores eget forbrug i EU, hverken til dyr eller mennesker.
Og hvis vi følger de spor, der er lagt ud i både dansk og europæisk klimapolitik, vil det med høj grad af sandsynlighed gå fra slemt til værre. Så kan måger i karry, grøftekantsfrikadeller og skvalderkålskarbonader vende tilbage til middagsbordene.
Vi kan glæde os over, at Folketinget i oktober sidste år indgik en landbrugsaftale, som ikke sænker produktionen væsentligt, og at man ikke fulgte Ungeklimarådets anbefaling om at tage 30 procent af landbrugsarealet ud af drift. Men selv en uændret produktion kan blive vanskelig at opretholde, fordi det kan blive svært at få gødning, der nemlig produceres med brug af bl.a. (russisk) gas.
Vi må håbe, at det lykkes, men det forudsætter som det første, at man atter begynder at betragte landbrugspolitikken som en produktionsfremmende foranstaltning og ikke som et middel til at få landmændene til at beskæftige sig med alt muligt andet, hvor smukt og godt det end kan forekomme, når der er rigeligt af alting.
