Af Leif Wilson Laustsen, formand for FødevareDanmark
Corona-krisen ramte hele verden. Det er krigen i Ukraine også ved at gøre.
Der hænger meget tunge og sorte skyer over os alle sammen, og allerværst er det selvfølgelig for dem, der lever under konstante bombardementer i Ukraine. Det er jo fuldstændig surrealistisk at se, hvad der sker derovre, og helt ufatteligt, at det kan forekomme i Europa i 2022. Vore tanker går til det ukrainske folk. Vi skylder alle sammen en stor tak for den frihedskamp, de udkæmper, for det er i virkeligheden også vores frihed, de forsvarer.
For nylig udsendte vi fra FødevareDanmark en e-mail til medlemmerne af samtlige organisationer under paraplyen om, at de gerne måtte melde tilbage til os, hvis de ønsker at ansætte en eller flere af de ukrainske flygtninge, som nu er kommet til Danmark. Det kom der lynhurtigt rigtig mange positive svar tilbage om, og derfor har vi udsendt en e-mail til medlemmerne om, hvad man skal gøre, hvis man ønsker at ansætte ukrainsk arbejdskraft. Jeg er stolt over, at vi som fag og organisation og virksomheder kan bidrage til at hjælpe de nødstedte.
Det er jo ellers ikke nogen nem tid for os. Energipriserne er løbet fuldstændigt løbsk, især på el, naturgas og brændstof. Det er meget høje ekstraudgifter, som lander ubeskåret på bundlinjen. Og dertil kommer jo, at vores leverandører også oplever højere energipriser, hvilket afspejler sig i deres priser til os, og oveni kommer, at forbrugerne jo også oplever højere energipriser og derfor er blevet mere tilbageholdende med at handle i slagter-, fiske-, oste- og bagerbutikkerne og med at gå på restaurant og café og i det hele taget med at bruge penge på det, som vi producerer og sælger, som jo er højkvalitet til priser, der ikke er discount.
Vi bliver altså ramt trefoldigt: Dels af vore egne højere energiudgifter, dels af leverandørernes, der jo smitter af på deres priser, dels af forbrugernes, der afføder tilbageholdenhed.
Det er FødevareDanmarks klare opfattelse, at politikerne bør træde til i denne nødens stund med en eller anden form for hjælp. I denne uge lød det så fra regeringen, at det skal erhvervslivet ikke sætte næsen op efter, for dette er i modsætning til Corona-krisen en permanent tilstand. Og ja, det er det desværre nok, men når den kommer så pludseligt som det, vi nu oplever, bør samfundet yde hjælp i en overgangsfase, som vi så kan bruge til at finde nye løsninger. Det kræver investeringer, og dem kan det knibe med at have råd til, ikke mindst som følge af de ekstraudgifter, som investeringerne skal bringe ned. Det er en ”catch 22”, som jeg stadig har et håb om, at vi kan få hjælp til at komme ud af.
De høje energipriser rammer jo alle virksomheder, men der nu alligevel forskel på, hvor hårdt de rammer en fiskehandler og en møbelhandler. Med al respekt for møbelhandlerens udfordringer – han rammes jo i høj grad også af forbrugernes tilbageholdenhed – er fødevaresektoren nu alligevel i en særlig kategori, fordi vi har et særligt højt energiforbrug, som endda i meget vidt omfang er bestemt af lovgivningen. Vi SKAL holde bestemte temperaturer, både når vi køler, og når vi fryser, og når vi bager. Det kræver staten, og derfor mener jeg også, at staten har et medansvar for, at vi klarer os igennem, selv om disse prisstigninger ikke er statens skyld – også selv om vi jo ville holde de krævede temperaturer alligevel, fordi det handler om fødevaresikkerhed. Når staten stiller krav, bør den føle et medansvar for, at de, som staten stiller kravene til, har råd til at leve op til dem. Det tilsiger al anstændighed.
