Af adm. direktør Torsten Buhl, FødevareDanmark
Vi lever i en tid, hvor de politiske udmeldinger fra partierne er præget af det tilstundende folketingsvalg, og for de fleste partier på begge sider af midten er det vigtigt at signalere, at de går ind for ”grøn omstilling”. Hvad denne omstilling særligt skal bestå i, er de dog næppe enige om, og man kan også med god grund spørge, hvad den skal til for, i hvert fald hvis det er klimaet, det handler om. Sagen er jo den, at Danmark hverken kan gøre fra eller til med det, som vi finder på, for vi står kun for en tusindedel af de globale udledninger af drivhusgasser. Dér, hvor vi kan rykke noget, er ved at gå foran og vise vejen for de store lande; og hvad det angår, er situationen faktisk den, at vi allerede befinder os i den position.
Det viser en rapport udgivet af Yale University i USA. Den bærer navnet EPI, der står for Environmental Performance Index. Rapporten rummer datadrevne resultater fra 180 lande på områder som klimaindsatser, miljø og biodiversitet.
I en sammenligning mellem alle disse lande ligger Danmark på en førsteplads, når det gælder klimaindsats, mens USA, Kina og Indien ligger som henholdsvis nummer 101, 128 og 165. Det kan være, at det rykker noget for USA med den nyeste lovgivning derovre, men det er stadig lande som disse, vi skal have fat i, så de kan lære noget af os, og derfor er det vigtigt, at vi som forløber ikke kommer for langt væk fra hovedfeltet. Så risikerer vores eksempel nemlig at gøre samme indtryk på de lande, som vi vil påvirke, som det har at se på en linedanser i et cirkus: Det er imponerende at beskue, men man lærer ikke at gå på line af det.
Men evner vi at sætte farten ned eller måske stoppe helt op for en tid for at få de store lande med? Ikke at dømme efter de politiske partiers valgløfter om en fortsat ”grøn omstilling”, og det er jo trist for så vidt, som de derved risikerer at gøre sagen større skade end gavn.
Hvad der til gengæld ikke synes at være nogen partier, der går til valg på, er at hjælpe de energitunge dele af dansk erhvervsliv. Energiprisernes himmelflugt har skabt en alvorlig trussel mod disse virksomheder og dermed også for deres ansatte, men jo også for det, som disse virksomheder repræsenterer i det danske samfund. Det gælder for eksempel drivhusgartnerierne, der producerer dansk frugt og grønt, der er kendt for at være bedre end udenlandsk på vigtige parametre, og det gælder for specialfødevarebutikker som slagtere, fiskehandlere, ostehandlere og bagere, der pr. butikskvadratmeter har et langt større energibehov end supermarkederne, der jo også sælger rengøringsmidler og parfume og meget andet, som hverken kræver køl eller varme.
Set fra et samfundsperspektiv handler det ikke kun om de enkelte specialbutikkers overlevelse eller om den danske detailhandels butiksstruktur, hvilket ellers er alvorligt nok i sig selv. Det handler også om innovation og vareudvalg. Det er jo ikke supermarkederne, der opfinder nye delikatesser, hvad enten det gælder charcuteri eller konditori eller salater eller andet, der beriger det danske køkken. Det er især specialbutikkerne, der fører an i denne udvikling, som supermarkederne så forsøger at lægge sig efter. Det er også i specialbutikkerne, at man finder de store udvalg på deres områder, langt større end i supermarkedernes delikatesseafdelinger. Alt dette er i risiko for at forsvinde, ikke mindst på grund af tidens høje energipriser.
Det ville sagtens kunne bære en valgplakat eller to.
