Af adm. direktør Torsten Buhl, FødevareDanmark
”Trist slagtermester giver op”
Sådan lød en overskrift på SN.dk den 8. september. Det var Benløse Slagteren, der ikke orkede at drive forretningen mere på grund af de tårnhøje energipriser. Og han er ikke alene. Specialfødevarehandlende og købmænd lukker på stribe, og de, der hænger på, gør det med det yderste af neglene. Sjældent, om nogen sinde, har situationen været så alvorlig for disse butikker og for de virksomheder, som producerer og håndterer fødevarer, som den er nu, og det gælder allermest for de små og mellemstore, fordi energipriserne fylder forholdsvis mest hos dem, og fordi deres økonomiske margen er forholdsvis lille.
FødevareDanmark og andre, der repræsenterer disse butikker og virksomheder, har larmet op om dette længe og er blevet mødt af forståelse, men så heller ikke mere. Og den kan man jo ikke betale regninger med. Regeringen har således afvist, at der kan blive tale om hjælpepakker i stil med dem, som hjalp virksomhederne igennem Corona-krisen, og man har gjort det med henvisning til, at der i modsætning til dengang ikke er tale om, at krisen skyldes, at nogen må holde lukket som følge af lovkrav. Derfor mener man ikke, at staten har et ansvar for virksomhedernes situation.
Når staten stiller sådanne krav, har den selvsagt også et ansvar for det, som de medfører, og lige nu er det altså energiudgifter af en dræbende størrelsesorden. Så kan staten ikke med blot antydning af anstændighed sige, at det ikke er noget, som den har lod og del i, og at det ikke er noget, som den kan gøre for.
Det er FødevareDanmark helt uenig i. For nok er det sandt, at staten hverken pålægger eller forbyder nogen noget under den herskene energikrise, men staten har et klart medansvar for, at disse
virksomheder ikke kan spare på energien, hvilket regeringen ellers anbefaler alle at gøre, og hvilket
den pålægger offentlige institutioner og andre, som den bestemmer over, at gøre. Fødevarebutikkernes og fødevarevirksomhedernes høje energiforbrug skyldes især de krav, som staten gennem lovgivning stiller til disse næringsdrivende om at holde bestemte temperaturer i kølediske, køle- og fryserum, ovne og andre helt nødvendige installationer. Når staten stiller sådanne krav, har den selvsagt også et ansvar for det, som de medfører, og lige nu er det altså energiudgifter af en dræbende størrelsesorden. Så kan staten ikke med blot antydning af anstændighed sige, at det ikke er noget, som den har lod og del i, og at det ikke er noget, som den kan gøre for.
Vi har også gjort det klart, at det er godt at politikerne nu sænker afgifterne på strøm, men at det ikke hjælper de omhandlede virksomheder, fordi moms og elafgifter er fradragsberettigede hos dem. At de er det, er jo for så vidt godt, men det betyder i den nuværende situation, at prisstigningerne på el slår 100 procent igennem hos de forretningsdrivende. Der er ingen afgifter til at afbøde procentstigningerne, og derfor er det nødvendigt at gribe til andre metoder, hvis man vil hjælpe dem, der på grund af lovkrav er forhindret i at spare. Her er det svært at se andre muligheder end kontant kompensation i form af målrettede hjælpepakker efter en model, der minder om, hvad man benyttede under Corona-krisen.
Det er klart, at dette vil komme til at koste nogle penge, men det er jo heller ikke gratis for samfundet, når virksomheder lukker med deraf følgende ledighed hos ejere og ansatte. Og helt grundlæggende handler det om fra statens og politikernes side at anerkende et medansvar for følger af en lovgivning – i anstændighedens navn.
