Mens dansk landbrug efter alt at dømme står over for nye krav, der vil gøre det dyrere at producere fødevarer herhjemme, viser tal fra rådgivningsvirksomheden Agrocura, at importen af svine-, okse- og kyllingekød er steget markant gennem de seneste 25 år.
Fra Folkemødet på Bornholm advarer Leif Wilson Laustsen, direktør i FødevareDanmark, nu om, at den stigende import af kød vil tage yderligere fart, hvis danske landmænd og fødevarevirksomheder bliver mødt med mere vidtgående krav end deres europæiske konkurrenter.
– Det er en udvikling, vi er nødt til at tage alvorligt. Jeg har svært ved at se, hvorfor importen ikke skulle fortsætte med at stige, hvis Danmark går enegang i EU og pålægger landbruget og fødevareproducenter mere vidtgående krav, som gør det dyrere at producere fødevarer herhjemme, siger Leif Wilson Laustsen og fortsætter:
– Det eneste, vi opnår, er at flytte produktion, arbejdspladser og investeringer ud af landet, uden at det nødvendigvis gavner hverken dyrevelfærd eller miljø, siger han.
Mere dansk i køledisken
FødevareDanmark repræsenterer blandt andet landets slagtermestre, som for længst har truffet et bevidst valg om at prioritere danske råvarer frem for billig import.
Nu opfordrer Leif Wilson Laustsen de store supermarkedskæder til at gøre det samme og tage et større ansvar for at sikre, at forbrugerne møder flere danske fødevarer i køledisken.
– Supermarkedskæderne bør gøre som slagtermestrene og beslutte sig for, hvad de egentlig vil. Danskerne viste ved folketingsvalget, at de ønsker bedre dyrevelfærd, men de nye tal viser med al tydelighed, at der er stor forskel på at være vælger og forbruger. Når køledisken bugner af billigt importeret kød, er det tilsyneladende svært at omsætte holdninger til handling, siger Leif Wilson Laustsen og fortsætter:
– Hvis regeringens ambitioner for dansk landbrug bliver omsat til reel lovgivning, bliver det dyrere at producere fødevarer i Danmark. Det kommer vi ikke uden om. Hvis de store supermarkedskæder samtidig fortsætter med at importere store mængder billigt kød, bliver det endnu sværere for danske producenter at konkurrere. Og så risikerer vi stille og roligt at afvikle dansk fødevareproduktion, siger han.
Spis mindre, men bedre kød
Leif Wilson Laustsen er dog ikke klar til at placere hele ansvaret hos supermarkedskæderne.
– Forbrugerne har naturligvis også et personligt ansvar for at handle efter deres overbevisning. Hvis man ønsker gode danske råvarer og høj dyrevelfærd, kan man jo åbne døren til den lokale slagterforretning og spørge lidt nysgerrigt ind til, hvor kødet kommer fra. Landets slagtermestre har i årevis haft et enkelt budskab om, at vi bør spise lidt mindre, men bedre kød. Hvis forbrugerne reelt ønsker høj dyrevelfærd, lokale arbejdspladser og dansk fødevareproduktion, er de også nødt til at bakke det op i hverdagen, siger Leif Wilson Laustsen.
FødevareDanmark er brancheorganisation for danske fødevarevirksomheder på tværs af fødevareklyngen fra jord til bord. Organisationen repræsenterer blandt andet 90 procent af landets slagterier.