Oprettelsen af den nye erhvervs- og professionsrettede gymnasieuddannelse vil styrke fødevareerhvervet, lyder det fra FødevareDanmark.
Oprettelsen af den nye toårig epx-uddannelse vil styrke det fremtidige optag på fødevareuddannelserne.
Sådan lyder vurderingen fra Leif Wilson Laustsen, direktør i FødevareDanmark, efter regeringen, SF og DF i aftes fremlagde en ny uddannelsesaftale.
FødevareDanmark repræsenterer godt 600 små og mellemstore virksomheder inden for fødevareerhvervet, og her har man de senere år oplevet stigende udfordringer med at rekruttere kvalificeret arbejdskraft.
Derfor er FødevareDanmark også positive over for udsigten til, at det almene gymnasium nu får en gren, der kombinerer praktisk og teoretisk undervisning.
– Fødevarebranchen har brug for unge, der er i stand til at kombinere et solidt teoretisk fundament med praktisk faglighed. Derfor glæder vi os over den nye erhvervs- og professionsrettede gymnasieuddannelse. Vi håber, at uddannelsen vil få flere unge til at få øjnene op for de muligheder, der ligger i en erhvervsuddannelse efter endt gymnasietid og dermed styrke rekrutteringsgrundlaget til erhvervsskolerne, siger Leif Wilson Laustsen.
Karakterønske indfriet
FødevareDanmark-direktøren vil nu søge dialog med de politiske partier med henblik på at få selvstændigt fødevarefokus på epx-uddannelsen.
– Jeg hæfter mig ved, at der med aftalen nedsættes en ekspertgruppe, som blandt andet skal forholde sig til muligheden for at udvikle en grøn linje på epx med fokus på jord- og landbrugsuddannelserne og fødevareområdet. Her har vi en række konkrete ønsker og idéer til, hvordan vi kan styrke fødevareerhvervet, siger Leif Wilson Laustsen, der samtidig glæder sig over, at FødevareDanmarks ønske om, at hæve karaktergennemsnittet fra 5 til 6 er blevet indfriet med aftalen.
– Vi har hele tiden ment, at for mange unge sætter deres uddannelsesvalg på automatpilot og følger strømmen til det almene gymnasium. Der mangler i den grad elever i fødevaresektoren, og derfor er det kun positivt, at de uddannelsesparate unge bliver fordelt lidt bedre fremadrettet, siger han.
Alle unge med bestået afgangsprøve fra folkeskolen får som følge af den nye uddannelsesaftale adgang til epx.