• Nyheder

FødevareDanmark lancerer nyt Advisory Board for fødevarevirksomheder

FødevareDanmark lancerer et nyt Advisory Board, hvor medlemmer kan få sparring fra erfarne virksomhedsledere i fødevarebranchen. Tilbuddet supplerer organisationens egen rådgivning og skal hjælpe medlemmerne med at udvikle deres forretninger.

Det kan være svært at finde tid og overskud til at udvikle sin virksomhed, når hverdagen er fyldt med produktionsplanlægning, leverandøraftaler og personaleansvar. Samtidig står mange små og mellemstore fødevarevirksomheder over for beslutninger, der kræver viden og erfaring, som de ikke nødvendigvis har i virksomheden. Det kan handle om vækst, nye forretningsområder, ledelse eller digital udvikling.

Derfor lancerer FødevareDanmark nu et Advisory Board, hvor medlemsvirksomheder kan få nye perspektiver på deres forretning fra andre virksomhedsledere med erfaring fra fødevarebranchen.

– Der sidder utrolig meget viden og erfaring ude i vores medlemsvirksomheder. Mange har selv stået med de udfordringer, som andre står med i dag, og har fundet løsninger, der virker i praksis. Den erfaring vil vi gerne bringe bedre i spil, så vores medlemmer kan lære af hinanden og få hjælp til at udvikle deres virksomheder, siger Leif Wilson Laustsen, direktør i FødevareDanmark.

Erfaring fra virkeligheden
Det nye Advisory Board skal supplere den rådgivning, som FødevareDanmark allerede tilbyder inden for blandt andet fødevaresikkerhed, økonomi, HR og jura og marketing. Tanken er, at medlemsvirksomhederne dermed både skal kunne trække på organisationens egne specialister og få sparring fra kolleger i branchen.

Det kan eksempelvis handle om byggesager, udvidelse af produktionsfaciliteter eller digitalisering. Men det kan også være et godt råd om ledelse eller muligheden for at vende en udfordring med en anden virksomhedsejer, der har stået i en lignende situation.

– Vi kan hjælpe med meget fra FødevareDanmarks side, men der er noget særligt værdifuldt i at tale med en anden virksomhedsejer, som selv står med ansvaret i sin egen virksomhed. En, der kender udfordringerne og kan give et godt råd eller bare være en at spille bold op ad, når man har brug for at vende stort og småt. Med vores nye Advisory Board vil vi gerne give medlemmerne adgang til den slags sparring som supplement til vores egen rådgivning, siger Leif Wilson Laustsen.

Stærkere netværk
FødevareDanmark-direktøren håber samtidig, at initiativet kan skabe stærkere forbindelser mellem virksomhederne i fødevarebranchen.

– Vi har mange dygtige virksomhedsledere i vores fællesskab. Hvis vi bliver bedre til at bruge hinandens erfaringer, kan vi også hjælpe flere virksomheder med at udvikle sig. Det er hele tanken bag det nye Advisory Board, siger Leif Wilson Laustsen.

Medlemmer af FødevareDanmark kan både melde sig som sparringspartnere og søge sparring til deres egen virksomhed. FødevareDanmark hjælper med at skabe kontakten mellem virksomhederne, så den enkelte får mulighed for at trække på relevante erfaringer og faglig viden.

Læs mere om FødevareDanmarks Advisory Board, og tilmeld dig som sparringspartner eller som virksomhed, der ønsker sparring.