• Nyheder
  • Politik
  • Presse

FødevareDanmark: Regeringen undervurderer betydningen af dansk landbrug

Regeringens planer om lavere fødevaremoms og mindre bureaukrati får ros af FødevareDanmark. Til gengæld er brancheorganisationen dybt bekymret for regeringens kurs på landbrugsområdet, som risikerer at ramme hele fødevareklyngen hårdt.

Det var ikke ligefrem med begejstring, at FødevareDanmarks direktør, Leif Wilson Laustsen, læste sig igennem det nye regeringsgrundlag tirsdag aften.

Mens ambitionerne om lavere fødevaremoms og mindre bureaukrati får et anerkendende nik med på vejen, vækker regeringens kurs på landbrugsområdet til gengæld dyb bekymring hos brancheorganisationen.

– Jeg frygter, at man undervurderer, hvor stor betydning dansk landbrug har for resten af fødevareklyngen. Når man opstiller et tydeligt, langsigtet mål om at begrænse råvaregrundlaget, rammer det ikke kun landbruget. Det rammer også de virksomheder og arbejdspladser, der er afhængige af dansk fødevareproduktion, siger Leif Wilson Laustsen og fortsætter:

– Det forekommer mig mærkeligt snæversynet, at man i en verden med voksende befolkning og stigende efterspørgsel på fødevarer lægger op til at begrænse produktionen i et af verdens mest effektive fødevarelande. Klimaet bliver ikke reddet, og dyrene får det ikke bedre af, at danske arbejdspladser og dansk produktion flytter til udlandet, fortsætter han.

Hvor vidtgående indgrebene mod dansk landbrug og de mange arbejdspladser i fødevareklyngen bliver, skal nu forhandles på plads i den kommende firepart om fremtidens griseproduktion.

Moms- og bureaukrati-ros
Mere positivt ser FødevareDanmark på regeringens planer om at sænke momsen på fødevarer. Ifølge brancheorganisationen kan en lavere moms være med til at lette presset på både danske familier og de mange specialfødevarebutikker, som organisationen repræsenterer.

– Vi har længe argumenteret for lavere moms på fødevarer, så det hilser vi naturligvis velkommen. Men det er afgørende, at modellen bliver så enkel som muligt. Hvis vi ender med et system fyldt med grænsetilfælde og særregler, risikerer vi blot at erstatte høje priser med mere bureaukrati, siger Leif Wilson Laustsen.

Han hæfter sig også ved regeringens ambition om at reducere byrderne for dansk erhvervsliv med 25 procent frem mod 2035 – blandt andet gennem et nyt “afvikl eller forklar”-princip.

Vi har allerede identificeret en række regler og administrative byrder, som skaber unødigt besvær for fødevarevirksomhederne uden at skabe værdi for hverken forbrugere, myndigheder eller samfundet. Derfor ser vi frem til at bidrage konstruktivt til det arbejde, siger Leif Wilson Laustsen.

FødevareDanmark er brancheorganisation for danske fødevarevirksomheder på tværs af fødevareklyngen fra jord til bord. Organisationen repræsenterer blandt andet 90 procent af landets slagterier.