FødevareDanmark anerkender ønsket om at forbedre dyrevelfærden i den danske svineproduktion. Men Radikale Venstres forslag om at halvere produktionen løser ikke udfordringer – forslaget flytter blot produktionen ud af landet og erstatter dansk svinekød med importeret.
De radikale vil med seks krav til en kommende regering halvere den danske svineproduktion. Partiet foreslår blandt andet, at danske grise skal have dobbelt så meget plads i staldene, ligesom der skal indføres et nationalt forbud mod at etablere ny konventionel svineproduktion. Samtidig erkender partiet, at forslagene vil gøre dansk svinekød dyrere end importeret kød.
Brancheorganisationen FødevareDanmark, der repræsenterer omkring 90 procent af de danske slagterier, afviser Radikale Venstres forslag. Ifølge direktør Leif Wilson Laustsen afslører forbrugernes indkøbsadfærd allerede i dag, hvad danskerne i reelt mener om den type forslag.
– De radikale er blevet ramt af klassisk fokusgruppeblindhed. Hvis man driver en slagterbutik, ved man godt, at kunder ofte siger ét og gør noget andet. Når man spørger kunderne direkte, siger de naturligvis, at de gerne vil betale mere for bedre dyrevelfærd, men i virkeligheden går de forbi slagterens vindue med økologiske frilandsgrise og går direkte ned i supermarkedet og køber den billigste importerede svinekam. Sådan er virkeligheden, siger Leif Wilson Laustsen og fortsætter:
– De premiumprodukter, som De Radikale vil basere dansk svineproduktion på, findes allerede i dag – og de udgør lige præcis 2,7 procent af de grise, der bliver slagtet i Danmark. Samtidig er forbruget af velfærdsgrise faldet fra 15 til 10 procent over de seneste fem år. Så selv om valgkampen kan give indtryk af noget andet, går udviklingen faktisk den modsatte vej, siger han.
Anerkender fokus på dyrevelfærd
Forbrugerundersøgelser viser samtidig, at 68 procent af danskerne højst vil betale 10 procent mere for bedre dyrevelfærd. Ifølge FødevareDanmark betyder det, at Radikale Venstres forslag i praksis vil gøre dansk svinekød så dyrt, at produktionen flytter ud af landet.
– Det kan godt være, at de radikale er blevet grebet af deres egen svinevalgseufori, hvor ekkokammeret på sociale medier bekræfter dem i, at det her er den rigtige vej at gå. Men vi er nødt til at være ærlige om konsekvenserne. Hvis man forringer konkurrencevilkårene for danske svineproducenter i den grad, som det Radikale Venstre lægger op til, er det i praksis en afvikling af dansk svineproduktion, siger Leif Wilson Laustsen.
Han understreger samtidig, at FødevareDanmark bakker op om ønsket om bedre dyrevelfærd og ikke er blind for, at der fortsat er plads til forbedringer i dansk svineproduktion.
– Jeg er overhovedet ikke blind for, at der er plads til dyrevelfærdsforbedringer i den danske svineproduktion, og vores medlemmer vil også med glæde sælge flere velfærdsgrise. Men efterspørgslen stiger ikke ved at forringe vilkårene for dansk landbrug. Tværtimod. Den slags forslag vil blot åbne døren for mere billigt importeret kød fra udlandet, hvor der ofte er langt større usikkerhed om både dyrevelfærd, arbejdsmiljø og miljøpåvirkning, siger Leif Wilson Laustsen.
