Danmarks bedste snackpølse kommer fra Fanø


Slagter Christiansen på Fanø vandt en DM-titel for sin lufttørrede snackpølse, da danmarksmesterskaberne i slagterhåndværk blev afviklet på fødevaremessen Foodexpo i weekenden.

Der var vestjysk hæder, da Danske Slagtermestre og FødevareDanmark afviklede danmarksmesterskabet i slagterhåndværk på fødevaremessen Foodexpo i Herning i weekenden.

Her vandt Fanøs populære slagter, Slagter Christiansen, nemlig titlen for Danmarks bedste snackpølse.

Vinderpølsen er en lufttørret snackpølse – et produkt, der er udviklet i tæt samarbejde mellem far og søn i slagterforretningen.

– Det er kæmpestort for os. Når vi går og arbejder med det i dagligdagen og hele tiden forsøger at gøre det bedre og bedre, så er det jo fedt at blive anerkendt for det, vi laver, siger Henrik Christiansen, indehaver af Slagter Christiansen.

Den vindende snackpølse er et nyt produkt i butikken, men kunderne har allerede taget godt imod den.

– Det er et produkt, som vi udviklede til den indledende rund i konkurrencen, og det er først for nyligt, at snackpølsen er kommet i disken. Så det er selvfølgelig ekstra sjovt, at det allerede har fået så flot en modtagelse – både fra kunderne og nu også i konkurrencen, siger han.

Med sejren markerer Slagter Christiansen sig som en af landets stærkeste inden for klassisk slagterhåndværk.

Toppen af poppen
Mere end 500 forskellige slagterprodukter deltog i den indledende runde af konkurrencen i efteråret, hvor et dommerpanel med overdommer Per Jørgensen, slagtermester hos Allégårdens Slagter i Odense, i spidsen udvalgte fire-fem finalister til hver af konkurrencens syv kategorier.

Ifølge overdommeren har niveauet i årets konkurrence været helt i top – og forskellene mellem produkterne minimale.

– Vi har haft en fantastisk konkurrence med nogle virkelig flotte produkter i alle syv kategorier. Niveauet er skyhøjt, og det er små marginaler, der afgør det. Vi er helt nede i de mindste detaljer for at finde en vinder, så det har bestemt ikke været nogen let opgave, siger Per Jørgensen.

Han understreger samtidig, at finalisterne alle hører til blandt landets absolut bedste:

– Det er jo toppen af poppen, der står i finalen, og alene det at nå hertil er en kæmpe præstation. Alle produkterne er i en klasse for sig – også dem, der ikke løber med titlen. Men vinderne har lige det sidste, der gør forskellen, siger Per Jørgensen.

Vinderne af danmarksmesterskabet i slagterhåndværk:

Danmarks bedste grillpølse (frankfurter/wienerpølse): 
Chr. Vollstedt (frankfurter)

Danmarks bedste spegepølse (kunsttarm):
Chr. Vollstedt (jalepanos spegepølse)

Danmarks bedste leverpostej:
Pølsemageriet (leverpostej med sprødstegt bacontern)

Danmarks bedste flæskesvær:
Slagter Matthiasen (æble og røget salt)

Danmarks bedste snackpølse:
Slagter Christiansen (lufttørret snackpølse)

Danmarks bedste grillpølse (forskellige smagskombinationer):
Chr. Vollstedt (franske fristelser med persille)

Danmarks bedste spegepølse (naturtarm):
Slagter Matthiasen (hasselnød-salami)