Sønderjysk slagter kåret som Danmarks bedste i tre kategorier

Slagter Chr. Vollstedt i Haderslev tog en imponerende trippelsejr, da vinderne af danmarksmesterskabet i slagterhåndværk blev kåret på fødevaremessen Foodexpo i weekenden.

Der er god grund til at ranke ryggen lidt ekstra Chr. Vollstedts to forretninger i henholdsvis Haderslev og Kolding den kommende tid.

Den traditionsrige slagterforretning kan nemlig bryste sig af hele tre titler som Danmarks bedste, efter brancheforeningen Danske Slagtermestre og FødevareDanmark i weekenden kårede vinderne af danmarksmesterskaberne i slagterhåndværk på Foodexpo i Herning.

Chr. Vollstedt løb med sejren i kategorierne Danmarks bedste grillpølse (frankfurter/wienerpølse), Danmarks bedste spegepølse i kunstarm samt Danmarks bedste grillpølse i forskellige smagskombinationer.

Dermed placerer den sønderjyske slagter sig helt i toppen af dansk slagterhåndværk – til stor glæde hos vinderen.

– Det er nogle super flotte produkter, vi har været oppe imod i årets konkurrence, så det er vi naturligvis meget stolte over. Men det, der har været vigtigst for mig denne gang, er, at hele familien har været samlet om at lave de her produkter, så det betyder enormt meget for os, siger Jakob Vollstedt, der modtog priserne sammen med sin hustru Lone og sønnerne Frederik og Philip.

Sejrene blev hentet med slagterens klassiske frankfurterpølser, en spegepølse med jalapeños samt grillpølsen “Franske fristelser” med persille.

Toppen af poppen
Mere end 500 forskellige slagterprodukter deltog i den indledende runde af konkurrencen, hvor et dommerpanel med overdommer Per Jørgensen, slagtermester hos Allégårdens Slagter i Odense, i spidsen udvalgte fire-fem finalister til hver af konkurrencens syv kategorier.

Ifølge overdommeren har niveauet i årets konkurrence været helt i top – og forskellene mellem produkterne minimale:

– Vi har haft en fantastisk konkurrence med nogle virkelig flotte produkter i alle syv kategorier. Niveauet er skyhøjt, og det er små marginaler, der afgør det. Vi er helt nede i de mindste detaljer for at finde en vinder, så det har bestemt ikke været nogen let opgave, siger han.

Han understreger samtidig, at finalisterne alle hører til blandt landets absolut bedste:

– Det er jo toppen af poppen, der står i finalen, og alene det at nå hertil er en kæmpe præstation. Alle produkterne er i en klasse for sig – også dem, der ikke løber med titlen. Men vinderne har lige det sidste, der gør forskellen, siger Per Jørgensen.

Vinderne af danmarksmesterskabet i slagterhåndværk:

Danmarks bedste grillpølse (frankfurter/wienerpølse): 
Chr. Vollstedt (frankfurter)

Danmarks bedste spegepølse (kunsttarm):
Chr. Vollstedt (jalepanos spegepølse)

Danmarks bedste leverpostej:
Pølsemageriet (leverpostej med sprødstegt bacontern)

Danmarks bedste flæskesvær:
Slagter Matthiasen (æble og røget salt)

Danmarks bedste snackpølse:
Slagter Christiansen (lufttørret snackpølse)

Danmarks bedste grillpølse (forskellige smagskombinationer):
Chr. Vollstedt (franske fristelser med persille)

Danmarks bedste spegepølse (naturtarm):
Slagter Matthiasen (hasselnød-salami)