Bredballe-slagter kåret som årets slagterforretning

Slagter Grønvall i Bredballe er netop blevet kåret som årets slagterforretning. Kåringen fandt sted, da Mad Med Mere-kæden afholdt generalforsamling på fødevaremessen Foodexpo.

Der er god grund til at ranke ryggen lidt ekstra i Bredballe disse dage.

Byens traditionsrige slagterforretning, Slagter Grønvall, er nemlig blevet kåret som årets slagterforretning i Mad Med Mere-kæden. Prisen er en anerkendelse af en slagterforretning, der har leveret på et højt niveau det seneste år.

For indehaver Tom Munkholm er prisen et skulderklap til hele holdet bag butikken.

– Det betyder rigtig meget for os at få den anerkendelse fra vores kolleger i branchen. Vi arbejder benhårdt hver dag for at give vores kunder en god oplevelse, og det er jo det, det hele handler om. Så det her er en pris, vi er meget stolte af, siger han.

Slagterforretningen i Bredballe har gennem mange år opbygget en stærk position med fokus på kvalitet, håndværk og gode kundeoplevelser – og det er netop den kombination, der har sikret årets titel.

– Vi forsøger hele tiden at udvikle os og følge med tiden, samtidig med at vi holder fast i det gode, klassiske håndværk. Det er en balance, vi bruger meget energi på i hverdagen, siger Tom Munkholm.

Stærkt håndværk og engagement
Ifølge Thomas Stiller, formand for Mad Med Mere-kæden og slagtermester i Aalborg, var der ikke den store tvivl om, at kollegaen i Bredballe skulle have prisen i år.

– Formålet med prisen er at hylde en butik, som har gjort sig bemærket det seneste år. Det skal være en butik, der værner om vores håndværk, følger tidens tendenser, er kreativ i sin markedsføring og samtidig leverer et meget højt fagligt niveau. Alt det gør Slagter Grønvall på meget højt niveau hver dag, siger Thomas Stiller.

Han peger samtidig på Tom Munkholms engagement i at løfte slagterfaget kombineret det arbejde, der foregår i butikken i Bredballe.  

– Det er en butik, der altid står flot med et stort udvalg af hjemmelavede produkter i høj kvalitet. Tom Munkholm er en dygtig håndværker og en stærk ambassadør for faget, og hans engagement smitter – både i butikken og i kæden. Slagter Grønvall er en meget værdig vinder af årets pris, siger Thomas Stiller.

Slagter Grønvall har været en del af Mad Med Mere siden 2013 og er i dag en veletableret forretning med dybe rødder i det klassiske slagterhåndværk. Det er samtidig en butik med blik for udvikling og fornyelse.