Fire medaljeelever blev hyldet foran deres kolleger, da FødevareDanmark afviklede sit traditionelle VIP-arrangement på Foodexpo i weekenden.
Det var ikke kun erfarne slagtermestre, der blev hyldet for deres håndværk, da FødevareDanmark samlede fødevarebranchen til sit traditionsrige VIP-arrangement på førstedagen af Foodexpo.
Også fremtiden for slagterfaget fik en velfortjent hyldest.
Fire nyudlærte slagterelever, der alle har bestået deres svendeprøve med medalje, blev hædret foran kolleger, samarbejdspartnere og branchefolk fra hele landet.
I en video, der blev vist på storskærm, fortalte eleverne om deres vej ind i faget – og hvad der driver dem i hverdagen.
– Det bedste ved at være elev i slagterbranchen er at få lov at prøve nye ting. Jeg elsker at lære nye ting, og jeg elsker at prøve nye ting, som jeg ikke vidste fandtes – bare lære. Det kan jeg virkelig godt lide, siger Eddie Hjorth Alstrup fra Risskov Slagteren.
For andre har det især været fagets bredde, der har gjort indtryk.
– Det, der har overrasket mig mest ved faget, er nok, hvor bredt det er. Når man kommer ind til det, kan det godt virke meget snævert. Men det er i virkeligheden meget bredt og kræver både teknik og teori. Det er ikke bare lige at lave en pølse eller udbene en gris, fortæller Simon Balzer, der er udlært ved Egtved Slagtehus, men nu har bosat sig i Schweiz for at videreuddanne sig inden for pølsemageri.
Tro på fremtiden
Hos FødevareDanmark vækker mødet med den nye generation stor optimisme.
– Når man hører de her unge mennesker fortælle om deres fag, så bliver man simpelthen glad. De er dygtige, reflekterede og brænder for det, de laver. Det giver virkelig tro på fremtiden for vores branche, siger direktør Leif Wilson Laustsen.
Han fremhæver samtidig, at det er afgørende at bakke op om de unge, når de er klar til næste skridt i deres karriere:
– Vi har et ansvar for at hjælpe dem godt videre. Når de er klar til at tage næste skridt og måske blive selvstændige, så skal vi i FødevareDanmark også være klar til at støtte dem – blandt andet ved at stille kaution og rådgivning til rådighed. Det er dem, der skal føre faget videre, siger han.
Du kan se hele videoen med de fire medaljeelever nedenfor.
