De sociale mediers algoritmer var med til at flytte fokus i valgkampen. Nu risikerer konsekvenserne at ramme arbejdspladser i landdistrikterne, advarer brancheorganisationen FødevareDanmark.
Da analyseinstituttet Megafon i dagene op til valgudskrivelsen spurgte danskerne, hvilke emner der var vigtigst for dem, pegede de på emner som udenrigs- og forsvarspolitik, økonomi og sundhed. Emner som rent drikkevand, landbruget og svineproduktion var end ikke på listen.
Det billede ændrede sig dog, da valgkampen blev skudt i gang, og der blev slukket for politiske annoncer på sociale medier som følge af nye EU-regler. Det betød, at politikerne pludselig skulle slås om opmærksomheden gennem organisk indhold, hvor tech-giganternes algoritmer i højere grad belønner det mest konfliktfyldte indhold.
Resultatet blev, at historier om grise og tvivlsomme påstande om vores drikkevand kom til at fylde langt mere end emner, som optog vælgerne forud for valgkampen, lyder det fra Leif Wilson Laustsen, direktør i FødevareDanmark.
– Man indførte nye regler for politiske reklamer for at beskytte demokratiet. Men resultatet blev, at valgkampen i høj grad blev overladt til tech-giganternes forretningsmodeller, hvor det indhold, der driver mest vrede og flest reaktioner, bliver prioriteret. Så i stedet for let genkendelige politiske annoncer, blev det ’rage bait’, der kom til at sætte dagsordenen, siger han.
Landdistrikterne kommer til at betale
Ifølge FødevareDanmark efterlader det en politisk situation, hvor flere af de partier, der lige nu går til regeringsforhandlinger, har givet vidtgående løfter om landbruget, der ikke alene vil ramme primærproduktionen, men også forplante sig overalt i landdistrikterne.
– Politikere og interesseorganisationer havde meget travlt med at tale landbrugets samfundsøkonomiske betydning ned i valgkampen. Men faktum er, at landbruget er fundamentet for titusindvis af arbejdspladser – ikke kun på gårdene, men også hos smede, maskinstationer, grovvarevirksomheder, slagterier, transport og helt almindelig fødevareproduktion. Hvis man gennemfører de indgreb, der blev lagt op til i valgkampen, kommer de dele af landet, hvor op imod hvert femte private job er tilknyttet landbruget eller følgeerhvervene, til at betale en meget høj pris, siger Leif Wilson Laustsen.
Brug for ansvarlighed
Han opfordrer derfor partierne i regeringsforhandlingerne til at tænke sig grundigt om.
– Vi er dybt bekymrede for den retning, dansk fødevarepolitik bevæger sig i lige nu. Når man forringer landbrugets konkurrencevilkår, rammer det hele den værdikæde, der lever af at forarbejde og skabe værdi af råvarerne. Det handler om tusindvis af virksomheder og arbejdspladser. Derfor er det afgørende, at der ikke træffes forhastede beslutninger uden fuldt overblik over konsekvenserne. Erhvervet har brug for ansvarlige beslutninger, og ikke de hurtige ‘rage bait’-pointer fra valgkampen, siger Leif Wilson Laustsen.
FødevareDanmark er brancheorganisation for fødevarevirksomheder på tværs af hele værdikæden fra jord til bord – fra slagtere, bagere samt oste- og fiskehandlere til producenter, grossister og slagterier. Blandt andet repræsenterer organisationen 90 procent af landets slagterier.
