Pinsen er lig med pinsefisk. Derfor har Danmarks Fiskehandlere i samarbejde med biskop over Roskilde Stift Ulla Thorbjørn Hansen kåret HAVKATTEN som Årets Pinsefisk 2024.
Årets Pinsefisk er en af dansk kulturs nyere madtraditioner, der hylder forskellige danske sæsonfisk og glæden ved det fælles måltid. Havkatten – også kendt som ”havets ulv” eller ”koteletfisk” er bestemt ikke nogen skønhed med sit store hoved med en ordentlig mund, der er prydet af et uhyggeligt tandsæt. Men bag det grumme ydre gemmer sig en fantastisk råvare med næsten ingen ben. Det hvide og saftige kød med en karakteristisk sødme og en forholdsvis neutral smag, gør havkatten til en delikat spise.
Biskop over Roskilde Stift, Ulla Thorbjørn Hansen uddyber årsagen til, at det lige netop er fisk, vi skal spise i pinsen:
”Fisken er fra gammel tid blevet brugt som et kristent symbol, hvilket hænger sammen med det græske ord for fisk. Det er ἰχθύς, også omskrevet som ΙΧΘΥΣ. Det blev i tidlig kristen tid opfattet som et akronym, hvilket vil sige, at hvert bogstav i ordet refererer til begyndelsesbogstaverne i de græske ord svarende til Jesus Kristus Guds Søn Frelseren.
I pinsen fejrer vi helligåndens (Jesu Kristi Ånd) komme og kirkens fødselsdag, og det gør de tidlige kristnes tegn fisken til den oplagte spise i pinsen. For 25 år siden var det daværende biskop over Roskilde Stift Jan Lindhardt, der fik den fantastiske idé, at danskerne skulle spise fisk til pinse. Ligesom vi har madtraditioner til andre højtider, så skulle pinsen naturligvis også huskes gennem et særligt måltid. Således har nuværende biskop Ulla Thorbjørn Hansen genoplivet denne pinsetradition, og Danmarks Fiskehandlere har kåret havkatten som Årets Pinsefisk 2024.
Ved spørgsmål kontakt bestyrelsesmedlem Jakob Clausen på tlf. 27572671 eller mail info@clausensfiskehandel.dk ellerjakoby123@hotmail.com.
Ved henvendelse til Biskop Ulla Thorbjørn Hansen, kontakt kommunikationsansvarlig Marie Hjarvard de Fine Licht på tlf. 46383810 eller mail mahd@km.dk.