Staten bør tage medansvar for højere energipriser
Corona-krisen ramte hele verden. Det er krigen i Ukraine også ved at gøre.
Der hænger meget tunge og sorte skyer over os alle sammen, og allerværst er det selvfølgelig for dem, der lever under konstante bombardementer i Ukraine. Det er jo fuldstændig surrealistisk at se, hvad der sker derovre, og helt ufatteligt, at det kan forekomme i Europa i 2022. Vore tanker går til det ukrainske folk. Vi skylder alle sammen en stor tak for den frihedskamp, de udkæmper, for det er i virkeligheden også vores frihed, de forsvarer.
For nylig udsendte vi fra FødevareDanmark en e-mail til medlemmerne af samtlige organisationer under paraplyen om, at de gerne måtte melde tilbage til os, hvis de ønsker at ansætte en eller flere af de ukrainske flygtninge, som nu er kommet til Danmark. Det kom der lynhurtigt rigtig mange positive svar tilbage om, og derfor har vi udsendt en e-mail til medlemmerne om, hvad man skal gøre, hvis man ønsker at ansætte ukrainsk arbejdskraft. Jeg er stolt over, at vi som fag og organisation og virksomheder kan bidrage til at hjælpe de nødstedte.
Det er jo ellers ikke nogen nem tid for os. Energipriserne er løbet fuldstændigt løbsk, især på el, naturgas og brændstof. Det er meget høje ekstraudgifter, som lander ubeskåret på bundlinjen. Og dertil kommer jo, at vores leverandører også oplever højere energipriser, hvilket afspejler sig i deres priser til os, og oveni kommer, at forbrugerne jo også oplever højere energipriser og derfor er blevet mere tilbageholdende med at handle i slagter-, fiske-, oste- og bagerbutikkerne og med at gå på restaurant og café og i det hele taget med at bruge penge på det, som vi producerer og sælger, som jo er højkvalitet til priser, der ikke er discount.
Vi bliver altså ramt trefoldigt: Dels af vore egne højere energiudgifter, dels af leverandørernes, der jo smitter af på deres priser, dels af forbrugernes, der afføder tilbageholdenhed.
Det er FødevareDanmarks klare opfattelse, at politikerne bør træde til i denne nødens stund med en eller anden form for hjælp. I denne uge lød det så fra regeringen, at det skal erhvervslivet ikke sætte næsen op efter, for dette er i modsætning til Corona-krisen en permanent tilstand. Og ja, det er det desværre nok, men når den kommer så pludseligt som det, vi nu oplever, bør samfundet yde hjælp i en overgangsfase, som vi så kan bruge til at finde nye løsninger. Det kræver investeringer, og dem kan det knibe med at have råd til, ikke mindst som følge af de ekstraudgifter, som investeringerne skal bringe ned. Det er en ”catch 22”, som jeg stadig har et håb om, at vi kan få hjælp til at komme ud af.
De høje energipriser rammer jo alle virksomheder, men der nu alligevel forskel på, hvor hårdt de rammer en fiskehandler og en møbelhandler. Med al respekt for møbelhandlerens udfordringer – han rammes jo i høj grad også af forbrugernes tilbageholdenhed – er fødevaresektoren nu alligevel i en særlig kategori, fordi vi har et særligt højt energiforbrug, som endda i meget vidt omfang er bestemt af lovgivningen. Vi SKAL holde bestemte temperaturer, både når vi køler, og når vi fryser, og når vi bager. Det kræver staten, og derfor mener jeg også, at staten har et medansvar for, at vi klarer os igennem, selv om disse prisstigninger ikke er statens skyld – også selv om vi jo ville holde de krævede temperaturer alligevel, fordi det handler om fødevaresikkerhed. Når staten stiller krav, bør den føle et medansvar for, at de, som staten stiller kravene til, har råd til at leve op til dem. Det tilsiger al anstændighed.
Udbudsloven
Flere og flere små og mellemstore virksomheder, ikke mindst på fødevareområdet, oplever, at kommuner, regioner og også staten i stigende grad gør brug af totalleverandører, når de skal købe ind. Og det endskønt, at både EU og Folketinget ønsker, at de primært skal gøre brug af delkontrakter, så også de små og mellemstore virksomheder kan komme til fadet. På baggrund af et EU-direktiv fremsatte den daværende regering i foråret 2015 et omfattende forslag til en ”Udbudslov”. Lovforslag bortfaldt på grund af folketingsvalget, men ventes genfremsat i efteråret 2015.
Hensigten med denne lovgivning er at sikre små og mellemstore virksomheder en rimelig andel af ordrerne til offentlige institutioner gennem delkontrakter. Det støtter fødevaredanmark naturligvis. Spørgsmålet er blot, om loven vil komme til at virke efter hensigten. I bemærkningerne til lovforslaget hedder det nemlig: ”Ordregiveren har et vidt skøn i forhold til at vurdere, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at opdele en kontrakt eller ej. Ordregiverens vide skøn kan ikke tilsidesættes […]” Men denne formulering efterlades de små og mellestore virksomheder, som lovforlaget skal tilgodese, i en meget svag retstilstand, hvis tendensen mod brug af totalleverandører fortsætter – i strid med lovens intentioner.
Der er gået flimmer i klimapolitikken
Jeg er sikker på, at alle de, der har været involveret i udviklingen af vacciner mod Covid-19, kun har haft ét for øje: At opfinde en forsvarlig vaccine, der virker mod Covid-19. Hvis man havde sagt til forskerne, at den også skal virke mod kræft og gigt, tror jeg ikke, at der var kommet nogen vaccine ud af anstrengelserne.
En anden aktuel udfordring for menneskeheden er de klimaforandringer, der kan føre til global opvarmning. Her er tilgangen imidlertid en anden end ved vaccine-opgaven. Her er der både politikere og organisationer og debattører, som mener, at klimakrisen skal bruges til at håndtere både dette og hint, som ikke har noget med sagen at gøre – hvis sagen altså er den globale opvarmning. Det så vi f.eks. i et indlæg i JP den 24/6 af fhv. fødevareminister, miljøkommissær m.m. Ritt Bjerregaard. Her plæderer hun for, at landbrugsforhandlingerne om klimaet resulterer i ”et ordentlig liv for grisene”. Det er bestemt et godt mål at sætte sig, men det har jo ikke noget med sagen at gøre. Klimaet får det ikke bedre af, at grisene har det godt.
Et andet område, som mange mener, at klimapolitikken skal løse problemer på, er biodiversiteten. Jeg vil slet ikke bestride, at der er en udfordring her, men igen risikerer man, at ingen problemer liver løst, hvis man vil løse flere på én gang og med samme midler. Biodiversitet betyder ifølge FN ”mangfoldighed af levende organismer i alle miljøer” og er således en vigtig del af økosystemet – men hvad har det med den globale opvarmning at gøre? Næppe meget. Formålene kan måske endda modvirke hinanden, for mens biodiversiteten nyder godt af køer på markerne, bl.a. fordi kokasserne er gode for insekterne, betragtes de samme køer som et problem for CO2-udledningen, hvorfor staten anbefaler at reducere kraftigt i kød- og mælkeindtag – og dermed i antallet af kokasser.
Nu er EU nået til enighed om rammerne for en landbrugsreform, der skal give mere ”vild natur”, men den skal jo trods alt plejes, og ingen er bedre til det end de drøvtyggere, der er uønskede i klimaindsatsen.
I stedet for en politik, der tumler rundt mellem uforenelige formål, kunne Danmark med fordel vise mod til at byde ind med vore styrkepositioner i den globale klimaindsats. Ligesom vi er langt fremme med vind- og solenergi, er vi også langt fremme i den animalske produktion, idet vi nemlig har et af verdens laveste klimaaftryk pr. produceret enhed på dette område. Jo større en andel af verdens animalske produktion, der ligger i Danmark, desto bedre vil det derfor være for klimaet. På den måde kunne klimapolitikken blive både klar, entydig og konstruktiv, og så kunne vi ovenikøbet glæde os over et par gode sidegevinster: Flere dyr ville få det bedre, fordi vi også ligger i toppen på dyrevelfærd, og miljøet ville såmænd også have det godt, fordi vi også er førende inden for miljøbeskyttelse.
Det ville med andre ord være win-win-win – som en følge af, at vi så holder fast fokus på en klimaindsats, der rent faktisk virker.
